Vagina (novelle 2012)

Første gang jeg havde sex med Fanny, mærkede jeg, at jeg slet ikke mødte nogen modstand, selvom jeg var trængt helt op i hende. Opdagelsen undrede mig nu alligevel lidt, eftersom at jeg fra naturens side er blevet udstyre med en penis, der er væsentligt større en gennemsnittet. Der er simpelthen altid noget til overs. Jeg tænker af og til på det som om at de inderste par centimeter af skaftet stadig er uberørt. Mødomsmillimeterne. Jomfrubæltet, om man vil.
Men denne gang var jeg altså helt oppe i en kvinde, uden at møde modstand.
Ingen livmoderhalsåbning. Intet. Kun vores hofter, til at stoppe bevægelsen indad. Jeg nød at jeg endeligt ikke behøvede at være påpasselig, og hun kunne endda ride mig uden problemer. Dagene efter ringede hun og spurgte om vi skulle mødes igen, og det udviklede sig hurtigt til en tilbagevendende begivenhed.
I begyndelsen var jeg bare lykkelig over at jeg havde fundet en sexpartner, som jeg fysiologisk passende sammen med. Jeg går ud fra at hun havde det på samme måde.
Efter nogen tid begyndte det dog at gå mig på. Den før så jomfruelige rod, var altid helt begravet i hende og jeg var ikke længere i stand til at se min pik. Jeg kunne selvfølgelig bare trække mig ud igen og så var den der stadig, men lige i de øjeblikke af akten hvor den var inde, var den samtidig også væk, og der var kun en smule hår at se. Jeg kunne se ned ad mig selv og synes at jeg lignede en kønsløs mannequindukke. Jeg blev også i tvivl om hvorvidt jeg var i stand til at tilfredsstille hende. Jeg følte mig for første gang kønsmæssigt utilstrækkelig, og begyndte at øve mig helt manisk på oralsex osv. når nu min kæmpepenis ikke længere var nok til at imponere.
En aften, da vi lå og pettede, besluttede jeg mig for at snige en finger mere ind, end jeg plejede at bruge. Det gik problemfrit. Så én mere. Hun reagerede ikke synderligt, mede lagde sig lidt til rette med hofterne, som om hun tålmodig ventede på mit projekts videre udvikling. Jeg trak kortvarigt hånden ud, foldede tommelfingeren med ind og dannede et næb. Mind hånd gled atter ind, forbi det afgørende punkt hvor mine knoer mødte hendes kønsben, og længere ind, indtil læberne omgav mit smalle håndled. Herfra gik det let. Nærmest for let. Snart lå jeg med helle underarmen oppe i Fanny og kunne se min biceps spænde mod hendes klitoris. Jeg har set kvinder fiste hinanden på internettet, og ved at når først hele hånden er inde skal der meget lidt bevægelse til at skabe den ønskede sensation. Men det var ikke fisting det her. Det var allerede noget helt andet.
Enhver, kan med lidt god vilje, eksperimentere med vaginal fisting, har en veninde engang forsikret mig, da vi var ved at tabe både næse og mund over endnu en af hendes bramfrit fortalte weekend-eskapader. Vi kunne ikke vende om nu, Fanny og jeg. Hendes ansigt var ikke engang i nærheden af det bedende udtryk, som de andre kvinder plejede at udvise, når min størrelse overraskede dem, på trods af at de havde set hvad de gik ind til.
Det var snarer en anelse uimponeret og ulmende, som om jeg først nu, for alvor, havde fanget hendes erotiske interesse. Hendes øjne var fulde af en tilbagelænet forventning, som når man sidder i biografen og lærredet stadig viser logoer fra produktionsselskaberne.
Der var stadig plads foran min fingerspidser. Så jeg rykkede tilbage i sengen, strakte armen ud, og med stadigt strakt arm rykkede jeg fremad, møvende, i små ryk ad gangen. Jeg kunne ikke tro det. Centimeter efter centimeter af rum, der åbnede sig foran mig. Det eneste der bekræftede mig i at dette faktisk var virkeligt, var bulen i Fannys mave, der bevægede sig, som Alien-ormen i Ridley Scotts film fra 1979, sekunderne før den byder ud gennem brystkassen.. Snart lå jeg med Fanny helt op til skulderen. Min hånd måtte befinde sig omkring hendes bryst nu. Fanny var ikke andet en én lang skede! Tanken skræmte mig og jeg krøb tilbage og trak, min nu tilfedtede arm, ud igen. Men legen var ikke slut her, den var nærmere nået et point of no return. For alle, der har sprunget hovedspring i svømmehallen, og ved hvordan vandoverfladen bedst bør brydes, for at nå helt ned på bunden, vil det være klart hvad der nu skulle ske. Fanny havde måske altid vidst, hvad der skulle ske. Hvad der måtte ske. I hvert fald virkede hun ikke mere nervøs end jeg var, for den fortsatte operation. Jeg foldede hænderne over mit hoved, lagde armene helt ind til ørerne og begynde atter at møve mig fremad.
Den øgede volumen i bredten voldte ingen problemer omkring skedeåbningen, hvis slimede indgang var elastisk, blød og medgørlig som aldrig før. Som en python der har samlet spyt i munden ved synet af det døende antilopekid foran sig. Fanny var endelig begyndt at stønne. Ikke som når vi normalt var sammen, men dybt og helhjertet, som om dette var hvad hun havde ventet på i årevis.
Da jeg var i til albuerne, benyttede jeg den sidste chance, jeg havde, for at hæve mit hoved og se op på hende. Vi åndede begge ud, så vores lunger tømtes. Hun så ned på mig, med et blik, der kunne gennemhulle en pansret kampvogn. Og nikkede hun. Nu skulle hun satme ha'!
Jeg tog en dyb indånding, skubbede hovedet ned mellem mine albuer og lod mig glide ind. Ind, ind, ind. Snart efter jeg var inde med hovedet forstummede Fannys lyde totalt, og der blev tyst, mørkt og fugtigt omkring mig. Jeg møvede mig længere frem og opdagede, at Fannys skede delte sig i tre.
Jeg måtte være oppe omkring kravebenet. Det lykkes mig, med en skruende bevægelse fra hoften, at få mig drejet om på ryggen. De næste øjeblikke var klaustrofobiske og fulde af forvirring, som når man trækker en stram trøje forkert på og ikke kan finde halsåbningen. Det lykkes mig at føre armene ud i hver sin retning og ud hendes, men halsen voldte en del problemer for mit hoved at komme igennem, hvilket førte til nogle skrækkelige sekunder, hvor jeg var overbevist om at jeg skulle dø i hende. Til sidst lykkedes det dog, og med et stort svup kom jeg igennem.
Jeg kunne nu trække min første mundfuld luft gennem Fannys mund, og se verden gennem hendes grønne øjne.
Til at begynde med var lyset i soveværelset blændende og gjorde ondt i hovedet, men hendes pupiller trak sig snart ind og jeg kunne atter se. Hendes hænder tog imod mine fingrer, som et par silkebløde, tætsiddende handsker. Jeg satte mig op i denne nyvundne krop og så ned ad mig selv. Der var et sidste problem. Vi havde fire ben, og to af dem, dem der var mine egne, var holdt tæt sammen og kunne ikke bevæges meget. Ved hjælp af en overmådelig kraftanstrengelse fra min side, og en overnaturlig, men ikke længere overraskende, elasticitet fra hendes, lykkes det at få foldet knæene op under mig og stukket mine ben ud i hendes, der stadig lå spredte. Det var et frygteligt besvær at få tæerne ud i de rigtige tåkusser, og jeg måtte sætte mig op og rette hoserne til med mine fingre. Efter at have fået fyldt Fanny helt og aldeles ud, lagde jeg mig udmattet og selvtilfreds ned på puden. Nogle minutter senere tørrede Fanny ud og hendes hud begyndte at stramme noget så grusomt. Efter nogen tid forsøgte jeg at bevæge mig ud på badeværelset. Fannys, nu tørre, skedevægge var som limet fast til min hud og rev nu og da i hårene på min krop, når jeg forsøgte af bevæge mig. Med en serie vaklende og akavede bevægelser, tumlede jeg ud på badeværelset, støttede mig til dørkarmen, hvorefter jeg fik samlet mod til at gå hen til spejlet.
Det var et rædsomt syn, der mødte mig. Fannys ellers så smukke skikkelse, som jeg havde indtaget, var pludselig grotesk stor og forvreden. Mellem hendes ben hang min pik ud mellem læberne, som tungen på en tandløs kat. Jeg udstødte et forskrækket gisp, hvilket blot forøgede min rædsel, da stemmen, der kom ud, var min egen. Mens jeg stod der, foran spejlet, begyndte hendes tænder samtidigt at falde ud. Ikke én efter én, det skete ret meget på én gang. Frem fra gummerne skød mit eget tandsæt, som et sæt voksentænder, der på et røntgenbilleder ligger oppe i kraniet og venter på at skubbe mælketænderne ud.
Således nærmede Julen sig. Tanken om at skulle føde mig selv syntes komplet uoverskuelig.
For slet ikke at tale om akavetheden ved at skulle se min partner i øjnene bagefter. Jeg levede som eremit i Fanny i næsten to uger. Forlod nærmest aldrig hendes lejlighed, med undtagelse af den ene gang, hvor jeg blev nød til at gå ud og købe ind. Jeg trak et par af hendes træningsbukser på og min vinterjakke, som hang ude i gangen, og gik ned i den nærmeste kiosk. Folk kiggede, men ikke så meget, som jeg havde frygtet. Jeg lignede vel bare en lidt opspilet version af den kvinde, jeg havde taget bo i. I løbet af ugen måtte jeg afvise af alle opkald på hende mobiltelefon, men jeg prøvede alligevel at besvare sms'er, så hendes omgangskreds ikke blev for bekymrede. Det var på sin vis en oplevelse, de dage, selvom jeg ikke foretog mig det helt store. En af de første ting der gik op for mig var, at det eneste som ikke bare var en ydre del af mig selv, var Fannys bryster, som faktisk syntes at have en reel substans, og ikke var hul som resten. Dem kunne jeg ikke trænge ind i.
En anden ting var at alting smagte anderledes. Jeg kunne opfange helt nye indtryk gennem hendes smagsløg. Illutionen om den næsten umærkelige symbiotiske forbindelse blev tog brud, de par gange hvor Fanny blev en smule seksuelt ophidset, ganske uafhængigt af min egen krop, hvilket altid betød at hele min mund fyldtes af smagen af skedesekret fra de vaginalvægge, som indersiden af hendes tunge var gjort af. Fordelen ved disse overvældende episoder var, at jeg kunne bevæge mig lidt mere frit i hende og rette hylsteret til, der hvor det var kommet til at sidde skævt.
Tiden kom hvor jeg skulle fødes for anden gang. Jeg tror at Fanny hjalp til. Måske er det mere passende at sige at jeg blev afstødt af hendes krop, som et fremmedlegeme, som immunsytemet har registreret og langsomt arbejdet på at komme af med.
Endelig kom den nat, hvor min krop blev skubbet ud af hendes. Lag tid efter lå jeg sammenkrøbet på sengen, indsmurt i blod og de verse andre væsker og græd. Græd noget så gudsjammerligt.
Et ukendt antal timer senere rejste jeg mig op, tørede øjnene, så ind i Fannys øjne, så ind i mine, og gav et kys på panden.
Jeg så mig selv forlade soveværelset. Hørte hvordan jeg klædte mig på i entreen. Så var min krop gået. Tilbage lå Fannys krop. En smule udhulet og slatten i begyndelsen, men den blev hurtigt sig selv igen. Det tog mig ikke så forfærdeligt lang tid at vænne mig til den Der var komme nogle strækmærker, som sveg en del i begyndelsen, men det holdt hurtigt op.
Jeg kunne nu besvare de mange opkald.


Kommentarer

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

PURE FUCKING ESCAPISM (novel under (de)construction)

KRIEG 23