Vagina (novelle 2012)
Første
gang jeg havde sex med Fanny, mærkede jeg, at jeg slet ikke mødte
nogen modstand, selvom jeg var trængt helt op i hende. Opdagelsen
undrede mig nu alligevel lidt, eftersom at jeg fra naturens side er
blevet udstyre med en penis, der er væsentligt større en
gennemsnittet. Der er simpelthen altid noget til overs. Jeg tænker
af og til på det som om at de inderste par centimeter af skaftet
stadig er uberørt. Mødomsmillimeterne. Jomfrubæltet, om man vil.
Men
denne gang var jeg altså helt oppe i en kvinde, uden at møde
modstand.
Ingen livmoderhalsåbning. Intet. Kun vores hofter, til at stoppe bevægelsen indad. Jeg nød at jeg endeligt ikke behøvede at være påpasselig, og hun kunne endda ride mig uden problemer. Dagene efter ringede hun og spurgte om vi skulle mødes igen, og det udviklede sig hurtigt til en tilbagevendende begivenhed.
Ingen livmoderhalsåbning. Intet. Kun vores hofter, til at stoppe bevægelsen indad. Jeg nød at jeg endeligt ikke behøvede at være påpasselig, og hun kunne endda ride mig uden problemer. Dagene efter ringede hun og spurgte om vi skulle mødes igen, og det udviklede sig hurtigt til en tilbagevendende begivenhed.
I
begyndelsen var jeg bare lykkelig over at jeg havde fundet en
sexpartner, som jeg fysiologisk passende sammen med. Jeg går ud fra
at hun havde det på samme måde.
Efter
nogen tid begyndte det dog at gå mig på. Den før så jomfruelige
rod, var altid helt begravet i hende og jeg var ikke længere i stand
til at se min pik. Jeg kunne selvfølgelig bare trække mig ud igen
og så var den der stadig, men lige i de øjeblikke af akten hvor den
var inde, var den samtidig også væk, og der var kun en smule hår
at se. Jeg kunne se ned ad mig selv og synes at jeg lignede en
kønsløs mannequindukke. Jeg blev også i tvivl om hvorvidt jeg var
i stand til at tilfredsstille hende. Jeg følte mig for første gang
kønsmæssigt utilstrækkelig, og begyndte at øve mig helt manisk på
oralsex osv. når nu min kæmpepenis ikke længere var nok til at
imponere.
En
aften, da vi lå og pettede, besluttede jeg mig for at snige en
finger mere ind, end jeg plejede at bruge. Det gik problemfrit. Så
én mere. Hun reagerede ikke synderligt, mede lagde sig lidt til
rette med hofterne, som om hun tålmodig ventede på mit projekts
videre udvikling. Jeg trak kortvarigt hånden ud, foldede
tommelfingeren med ind og dannede et næb. Mind hånd gled atter ind,
forbi det afgørende punkt hvor mine knoer mødte hendes kønsben, og
længere ind, indtil læberne omgav mit smalle håndled. Herfra gik
det let. Nærmest for let. Snart lå jeg med helle underarmen oppe i
Fanny og kunne se min biceps spænde mod hendes klitoris. Jeg har set
kvinder fiste hinanden på internettet, og ved at når først hele
hånden er inde skal der meget lidt bevægelse til at skabe den
ønskede sensation. Men det var ikke fisting det her. Det var
allerede noget helt andet.
Enhver,
kan med lidt god vilje, eksperimentere med vaginal fisting, har en
veninde engang forsikret mig, da vi var ved at tabe både næse og
mund over endnu en af hendes bramfrit fortalte weekend-eskapader. Vi
kunne ikke vende om nu, Fanny og jeg. Hendes ansigt var ikke engang i
nærheden af det bedende udtryk, som de andre kvinder plejede at
udvise, når min størrelse overraskede dem, på trods af at de havde
set hvad de gik ind til.
Det
var snarer en anelse uimponeret og ulmende, som om jeg først nu, for
alvor, havde fanget hendes erotiske interesse. Hendes øjne var fulde
af en tilbagelænet forventning, som når man sidder i biografen og
lærredet stadig viser logoer fra produktionsselskaberne.
Der
var stadig plads foran min fingerspidser. Så jeg rykkede tilbage i
sengen, strakte armen ud, og med stadigt strakt arm rykkede jeg
fremad, møvende, i små ryk ad gangen. Jeg kunne ikke tro det.
Centimeter efter centimeter af rum, der åbnede sig foran mig. Det
eneste der bekræftede mig i at dette faktisk var virkeligt, var
bulen i Fannys mave, der bevægede sig, som Alien-ormen i Ridley
Scotts film fra 1979, sekunderne før den byder ud gennem
brystkassen.. Snart lå jeg med Fanny helt op til skulderen. Min hånd
måtte befinde sig omkring hendes bryst nu. Fanny var ikke
andet en én lang skede! Tanken skræmte mig og jeg krøb tilbage og
trak, min nu tilfedtede arm, ud igen. Men legen var ikke slut her,
den var nærmere nået et point of no return.
For alle, der har sprunget
hovedspring i svømmehallen, og ved hvordan vandoverfladen bedst bør
brydes, for at nå helt ned på bunden, vil det
være klart hvad der nu
skulle ske. Fanny havde måske altid vidst, hvad der skulle ske. Hvad
der måtte ske. I
hvert fald virkede hun ikke mere nervøs end jeg var, for den
fortsatte operation. Jeg
foldede hænderne over mit hoved, lagde armene helt ind til ørerne
og begynde atter at møve mig fremad.
Den
øgede volumen i bredten voldte ingen problemer omkring
skedeåbningen, hvis slimede indgang var elastisk, blød
og medgørlig som aldrig før. Som en python der har samlet spyt i
munden ved synet af det døende antilopekid foran sig. Fanny var
endelig begyndt at stønne. Ikke som når vi normalt var sammen, men
dybt og helhjertet, som om dette var hvad hun havde ventet på i
årevis.
Da
jeg var
i til albuerne, benyttede jeg den sidste chance, jeg havde, for at
hæve mit hoved og se op på hende. Vi åndede begge ud, så vores
lunger tømtes. Hun så ned på mig, med et blik, der kunne
gennemhulle en pansret kampvogn. Og
så nikkede
hun. Nu
skulle hun satme ha'!
Jeg
tog en dyb indånding, skubbede hovedet ned mellem mine albuer og lod
mig glide ind. Ind, ind, ind. Snart
efter jeg var inde med hovedet forstummede Fannys lyde totalt, og der
blev tyst, mørkt og fugtigt omkring mig. Jeg møvede mig længere
frem og opdagede, at Fannys
skede delte sig i tre.
Jeg
måtte være oppe omkring kravebenet. Det lykkes mig, med en skruende
bevægelse fra hoften, at få mig drejet om på ryggen. De næste
øjeblikke
var klaustrofobiske og fulde
af forvirring, som når man trækker
en stram trøje forkert
på og ikke kan finde halsåbningen.
Det lykkes mig at føre
armene ud i hver sin retning og ud hendes, men halsen voldte en del
problemer for mit hoved at komme igennem, hvilket førte til nogle
skrækkelige sekunder, hvor jeg var overbevist om at jeg skulle dø i
hende. Til sidst lykkedes det dog, og med et stort svup
kom jeg igennem.
Jeg
kunne nu trække min første mundfuld luft gennem Fannys
mund, og se verden gennem hendes
grønne øjne.
Til
at begynde med var lyset i soveværelset blændende og gjorde ondt i
hovedet, men hendes pupiller trak sig snart ind og jeg kunne atter
se. Hendes hænder tog imod mine fingrer, som et par silkebløde,
tætsiddende handsker. Jeg
satte mig op i denne nyvundne krop og så ned ad
mig selv. Der var et sidste problem. Vi havde fire ben, og to af dem,
dem der var mine egne, var holdt tæt sammen og kunne ikke bevæges
meget. Ved hjælp af en overmådelig kraftanstrengelse fra min side,
og en overnaturlig, men ikke længere overraskende, elasticitet fra
hendes, lykkes det at få foldet knæene op under mig og stukket mine
ben ud i hendes, der stadig
lå spredte. Det var et
frygteligt besvær at få tæerne ud i de
rigtige tåkusser, og jeg
måtte sætte mig op og rette hoserne til med mine
fingre. Efter at have fået
fyldt Fanny helt og aldeles ud, lagde jeg mig udmattet og
selvtilfreds ned på puden. Nogle
minutter senere
tørrede Fanny ud og hendes hud begyndte at stramme noget så
grusomt. Efter nogen tid
forsøgte jeg at bevæge mig ud på badeværelset. Fannys,
nu tørre, skedevægge var som limet fast til min hud og rev nu og da
i hårene på min krop, når jeg forsøgte af bevæge mig. Med en
serie vaklende og akavede bevægelser, tumlede
jeg ud på badeværelset, støttede mig til dørkarmen, hvorefter jeg
fik samlet mod til at gå hen til spejlet.
Det
var et rædsomt syn, der mødte mig. Fannys ellers så smukke
skikkelse, som jeg havde indtaget, var pludselig grotesk stor og
forvreden. Mellem hendes ben hang min pik ud mellem læberne, som
tungen på en tandløs kat. Jeg udstødte et forskrækket gisp,
hvilket blot forøgede min rædsel, da stemmen, der kom ud, var
min egen. Mens jeg stod der,
foran spejlet, begyndte hendes tænder samtidigt at falde ud. Ikke én
efter én, det skete ret meget på én gang. Frem fra gummerne skød
mit eget tandsæt, som et sæt voksentænder, der på et
røntgenbilleder ligger oppe i kraniet og venter på at skubbe
mælketænderne ud.
Således
nærmede Julen sig. Tanken om
at skulle føde mig selv syntes komplet uoverskuelig.
For
slet ikke at tale om akavetheden ved at skulle se min partner i
øjnene bagefter. Jeg levede som eremit i Fanny i næsten to uger.
Forlod nærmest aldrig hendes lejlighed, med undtagelse af den ene
gang, hvor jeg blev nød til at gå ud og købe ind. Jeg trak et par
af hendes træningsbukser på og min vinterjakke, som hang ude i
gangen, og gik ned i den
nærmeste kiosk. Folk kiggede, men ikke så meget, som jeg havde
frygtet. Jeg lignede vel bare en lidt opspilet version af den kvinde,
jeg havde taget bo i. I løbet af ugen måtte jeg afvise af alle
opkald på hende mobiltelefon, men jeg prøvede alligevel at besvare
sms'er, så hendes omgangskreds ikke blev for bekymrede. Det var på
sin vis en oplevelse, de dage, selvom jeg ikke foretog mig det helt
store. En af de første ting der gik op for mig var, at det eneste
som ikke bare var en ydre del af mig selv, var Fannys bryster, som
faktisk syntes at have en reel substans, og ikke var hul som resten.
Dem kunne jeg ikke trænge ind i.
En
anden ting var at alting smagte anderledes. Jeg kunne opfange helt
nye indtryk gennem hendes smagsløg. Illutionen om den næsten
umærkelige symbiotiske forbindelse blev tog brud, de par gange hvor
Fanny blev en smule seksuelt ophidset, ganske uafhængigt af min egen
krop, hvilket altid betød at hele min mund fyldtes af smagen af
skedesekret fra de vaginalvægge, som indersiden af hendes tunge var
gjort af. Fordelen ved disse overvældende episoder var, at jeg kunne
bevæge mig lidt mere frit i hende og rette hylsteret til, der hvor
det var kommet til at sidde skævt.
Tiden
kom hvor jeg skulle fødes for anden gang. Jeg tror at Fanny hjalp
til. Måske er det mere passende at sige at jeg blev afstødt af
hendes krop, som et fremmedlegeme, som
immunsytemet har registreret
og langsomt arbejdet på at komme af med.
Endelig
kom den nat, hvor min krop blev skubbet ud af hendes. Lag tid efter
lå jeg sammenkrøbet på sengen, indsmurt i blod og de verse
andre væsker og græd. Græd
noget så gudsjammerligt.
Et
ukendt antal timer senere
rejste jeg mig op, tørede øjnene, så ind i Fannys øjne, så ind i
mine, og gav et kys på panden.
Jeg
så mig selv forlade soveværelset. Hørte hvordan jeg klædte mig på
i entreen. Så var min krop gået. Tilbage lå Fannys krop. En smule
udhulet og slatten i begyndelsen, men den
blev hurtigt sig selv igen. Det tog mig ikke så forfærdeligt lang
tid at vænne mig til den Der
var komme nogle strækmærker, som sveg en del i begyndelsen, men det
holdt hurtigt
op.
Jeg
kunne nu besvare de mange
opkald.
wtf man
SvarSlet