Naturoplevelse (novelle 2014)



En sted på vejen mellem Aabenraa og Tinglev, kort efter en afkørsel til motorvej E45, ligger der på højre hånd en lille landsby ved navn Torp. Byskiltet er nemt at overse og de fleste biler kører da også lige forbi indkørslen til den lille by. Navnet: Torp, er et byen må dele med mange andre landsbyer i norden, da navnet i virkeligheden bare er et gammelt ord for landsby.
Torp lever da også ganske godt op til sit navn. Byen består af cirka 500 meter asfalteret vej, kaldet Torp Bygade, med skiftevis huse og små husmandssteder på begge sider. Vejen ender på en bakketop, hvor asfalten stopper og afløses af en markvej, der bugter sig ned i landskabet, med træer og buskads på begge sider, og bag dette, marker og opdyrket jord, der strækker sig kilometervis til begge sider i det bakkede landskab.
Cirka midt på Torp Bygade bor min mormor, på en lille gård, som hende og min morfar i sin tid overtog og restaurerede. Hun har boet der lige så længe jeg kan huske. Da jeg var barn, tog hun mig med på adskillige gå og cykelture langs markvejen for enden af bygaden. Jeg husker hvordan vi plukkede hyld i vejkanten og lavede hyldeblomstdrik. Hvordan vi af og til stoppede op ved et af de mange huller i det levende hegn, lavet til at traktorerne kunne køre ud på de respektive marker og gøre sæsonens arbejde, og kiggede ud over det åbne landskab hvor svaneflokke samledes før de lettede.
Fulgte man vejen langt nok, nåede man til tre store vindmøller. Jeg har mange gange senere cyklet ud til den nærmeste af møllerne og stået nær stammen og set op på den enorme propel.
Engang tog min mormor mig med til et sted, som jeg aldrig siden har besøgt.
Vi fortsatte ligeud ad markvejen, forbi alle tre vindmøller, indtil vejen stoppede. Derefter gik vi et godt stykke langs siden af en kornmark. Hun ville vise mig et lille stykke skov, som var blevet fredet for mange år siden og som derfor havde stået uberørt af menneskehænder i adskillige årtier.
Fra en forhøjning i landskabet kunne man se ned på skovbrynet. Det var et ganske lille, men meget tæt skovareal, som et stykke tæt og mørk hårvækst på en ellers glat og lys krop. I det samme man trådte ind under de første træer, var man i en helt anden verden. De tæt sammenvoksede kroner tillod kun meget lidt sollys at slippe igennem og skovens mørke tegnede en skarp grænse til det åbne landskab. Jeg husker ikke meget af, hvordan skoven så ud inden i - kun at vi måtte klatre hen over adskillige væltede træer, der var gået i forrådnelse og at mange af stammerne var tilgroede med eksotiske svampearter i skarpe rødlige farver. Skovbunden en sødligt lugtende kirkegård af komposterende blade.
Da vi var på vej væk fra skoven igen, så jeg mig flere gange over skulderen og følte mig bestandigt overvåget af skovens tætte mørke. Den dag glædede jeg mig til at komme hjem.
Selv om jeg aldrig nærmede mig den fredede skov igen, skulle det ikke blive mit sidste møde med den utæmmede naturs ubeskrivelige og mareridtsagtige mørke.
På den anden side af Tinglevvej, overfor indkørslen til Torp, ligger passagen ind til et større skovområde. Det meste af skoven er plantet af mennesker og består af regelmæssige firkanter, med stier imellem sig, så brede at biler kan køre igennem. Det store skovområde har været genstand for adskillige cykelture, med og uden min mormor, som dog alle har haft et naturligt vendepunkt når den fremkommelige plantage holdt op i én af retningerne og afløstes af tæt nåleskov.
En dag da jeg havde været ude hos min mormor for at hjælpe hende med noget havearbejde og hun havde lagt sig til at sove sin daglige middagslur, besluttede jeg mig for at cykle ned i skoven og se hvor langt den fortsatte efter det kultiverede område var holdt op.
Jeg cyklede op til byskiltet hvor bygaden blev skåret over af den trafikerede hovedvej, krydsede vejen og cyklede ind ad den brede skovvej. Jeg cyklede forbi de store områder af væltede træer som var blevet ødelagt under stormen i 99. De var alle sammen for længst blevet hugget op, men rødderne lå der stadig, som åbne sår i skovbunden. Det skyttegravsagtige landskab fungerede som godt fundament for ræve og kaninhuler, og hvis man var heldig, kunne man se små skikkelser springe hen over jorden fra en rod til en anden.
Længere inde i skoven bliver stierne til en form for gittersystem, med små firkanter at plantet skov imellem sig. Nogle firkanter var beplantet med almindelig bøgeskov mens andre var reserveret til små granner, der sikkert ville blive solgt som juletræer til vinter.
I stedet for at cykle lige ud af den samme vej som jeg plejede, forsøgte jeg at dreje i en ny retning hver gang vejen delte sig. Denne gang var jeg taget på opdagelse i skoven og et hvert godt eventyr begynder med, at man lader sig fare vild.
Det var en usædvanligt hed dag i august og hver gang der var en større stigning på vejen sås bakketoppen indhyldet i et flimrende varmeslør.
Undervejs lagde jeg mærke til, at jeg blev forfulgt et stykke vej af en rovfugl. Fuglen satte sig altid på en gren, cirka halvtreds meter foran mig, og hver gang jeg nåede hen til den, skød den gennem luften og landede halvtreds meter længere fremme. Rovfuglen bevægede sig så hurtigt at jeg aldrig nåede at se præcis hvad det var for en fugl, men jeg er sikker på at den havde nået at spotte præcis hvad jeg var for en skikkelse.
Flere gange måtte jeg stoppe og stige af cyklen for at betragte en mærkværdig bille eller et dådyr, der stod midt på stien nogle meter foran mig og lyttede opmærksomt. På et tidspunkt var jeg tæt på at køre i grøften, for ikke at køre hen over en ting, der lå udtrakt tværs over det meste af stien.
Jeg nærmede mig forsigtigt indtil jeg kunne identificere den som en hugorm. Hugorme bryder sig ikke om at ligge så blotlagt og synligt, og jeg konstaterede hurtigt at slangen måtte være død, enten kørt over af en bil eller simpelthen tørret ud i varmen.
Både rovfuglen og synet af dådyret og hugormen havde fascineret mig, og jeg følte, at jeg rendte ind i den ene sælsomme naturoplevelse efter den anden. Det var som om skoven summede af så meget liv på denne sensommerdag at dens ellers så sky væsner ikke længere kunne holde sig i deres skjul.
Jeg skulle dog snart opleve en ganske anden side af skoven.
De brede befærdede stier hørte snart op, og efter et par advarselsskilte om ”blind vej”, kom jeg ud på nogle smallere spor, hvor der kun akkurat var plads til at cykle. Man måtte træde til for at komme igennem det høje græs, og skoven på begge sider af mig var ikke længere symmetriske plantager, men tæt og høj granskov. Jeg fortsatte min labyrintiske kurs ad de smalle græsstier indtil også de hørte op og jeg måtte parkere cyklen og fortsætte til fods.
Nu var jeg ved den del af soven jeg havde sat mig for at udforske. Det blev straks mørkere omkring mig, da jeg trådte ind mellem de høje grantræer. Deres kølige skygge føltes som en behagelig befrielse fra den stegende sol. Passagerne mellem grantræerne var svært fremkommelig og jeg måtte hele tiden holde mine arme op foran ansigtet for at afværge svirpende grene i øjenhøjde. Sådan gik jeg et godt stykke tid. Selv om jeg bevægede mig tilfældigt rundt mellem træerne, stødte jeg hele tiden på mærkværdige symmetrier, der fik det til at føles som om jeg konstant befandt mig i midten af et eller andet. To træer lå væltet foran mig, knækket over i eksagt samme højde og bøjet til hver sin side. Jeg passerede lige imellem dem. Jeg fandt mig gående forbi to myretuer, forbundet af en motorvej af myrer mellem de to. Senere passerede jeg imellem to andre myretuer, ligeledes forbundne, nu blot med større mellemrum imellem sig.
Som jeg skriver dette, ærgrer jeg mig over de mange naturoplevelser jeg havde på min tur, da jeg nu ser hvor usandsynligt det må forekomme for læseren at de alle sammen skulle hænde på en dag.
Den høje frekvens af naturoplevelser, jeg havde den dag, gør ganske enkelt min historie utroværdig.
Som jeg bevægede mig længere ind i skoven afløstes den tætte granskov af en mere sporadisk beplantning. Jeg ved ikke præcis hvilke træer denne del af skoven bestod af, men jeg ved at de var gamle og stammerne var tykke. Der var ikke længere grene i en sådan højde, at jeg var i fare for at gå ind i dem, men trækronerne må have været uhyre brede, for der var stadig lige så dunkelt som under granerne. På daværende tidspunkt troede jeg at det måske var fordi solen var gået ned, men jeg skulle senere finde ud af at det højst kan have været sidst på eftermiddagen. På en sådan dag tidligt i august, var der stadig mange timer til solnedgang.
Jeg overraskedes på et tidspunkt, da jeg ser noget løbe imod mig med høj hastighed. Det skulle snart vise sig, at være to harer der løb side om side og som før jeg nåede at reagere fik øje på mig og delte sig, så de løb i hver sin retning uden om mig. Endnu et sådant latterligt sammentræf, der gør min beretning utroværdig! Efter at jeg var kommet mig over chokket, fortsatte jeg ind mellem de gamle træer. Luften i denne del af skoven var fugtig og lugtede af råd. Som jeg fortsatte længere ind, lagde jeg mærke til, at fuglenes melodiøse kvidren var hørt op, og der nu kun hørtes enkelte uregelmæssige pip, med varierende intervaller. Som en fløjtespiller, der usikkert øver én tone ad gangen, men kun rammer falske toner. Jeg så at de gamle træer omkring mig, alle var bevoksede af mos eller diverse svampe. Også den fugtige jord derinde var plettet med svampe, og jeg frygtede at jeg ud over den sødlige, kvalme lugt af rådne blade også indåndede en masse giftige sporer. Af og til stødte jeg på tilgroede stammer af væltede træer, med grene stikkende ud fra siderne, der i den dunkle belysning fremstod som skeletter fra strandede hvaler.
Det var tydeligt at denne del af skoven havde stået uberørt af menneskehænder i flere årtier, hvis ikke århundreder. Den var som den fredede skov min mormor viste mig, bare i langt større skala.
Den rådne lugt gjorde mig kvalm og jeg fik lyst til at vende om og komme tilbage til min cykel i en fart. Jeg så en sidste gang frem foran mig og opdagede en særligt tyk stamme et stykke væk, som øjensynligt manglede noget af barken. Jeg konkluderede, at jeg under alle omstændigheder havde lang vej hjem og valgte at gøre dette træ til endemålet for min ekspedition. Som jeg nærmede mig det store træ, syntes den uregelmæssige pippen at intensivere. Samtidig hørte jeg nu en ny lyd, en form for baslyd. Eller måske følte jeg den mere end jeg hørte den. I hvert fald føltes det som om en tromme rungede i min krop. En stortromme, med samme uregelmæssige slag som fløjtelydene.
Da jeg igen fæstnede blikket imod det store træ, fik jeg et chok, idet jeg syntes at kunne se et rødt øje på stammen, der stirrede direkte imod mig. Jeg kom dog hurtigt i tanke om at det bare var den barkløse ovale plet, der var blevet større, alt imens jeg var gået og lyttet, med blikket rettet mod skovbunden. Jeg kunne dog stadig ikke se hvad den røde pupil i midten skulle være.
Jeg sænkede tempoet idet jeg snart var helt henne ved træet. Der var en stor kreds rund om træet uden nogen beplantning.
Den røde tingest i midten af den barkløse plamage syntes at være en form for svamp. Dens overflade virkede blød og hullet, som en slags skimmelsvamp. Hvis jeg havde været svampekender, havde jeg måske have kunnet identificere den underlige gevækst, men den lignede ikke noget jeg før havde set i nogen bog. Hvad der også undrede mig var, hvad det kan være der havde forårsaget den underlige barkløse plamage omkring gevæksten. Jeg syntes at mærke noget pusle ved mine fødder, så ned, og fik øje på noget tyndt og sort der gled forbi min sko. En snog måske? Jeg kunne ikke se hvor den begyndte eller endte. Det var som en orm, der var kravlet op af jorden, blot for at grave sig ned et andet sted. Ud af øjenkrogen kunne jeg spotte bevægelse andre steder på skovbunden. Overalt i underskoven kunne jeg nu se blade flytte sig, og som jeg lod blikket skimme skovbunden, så jeg sorte slanger glide forbi overalt. Enten måtte det være træernes rødder der pludselig var blevet levende, eller også var det dele af én endeløst lang sort orm, der flettede sig ind og ud af jordskorpen og gjorde sig synlig flere forskellige steder på én gang. Den rungende basfølelse var blevet kraftigere, og da jeg igen så op på den røde gevækst, gjorde jeg mig en forfærdelig opdagelse:
Svampen tiltog og aftog i størrelse; den trak vejret!
I rædsel og afsky vendte jeg hovedet væk, blot for at opdage at træerne længere inde i skoven husede samme røde gevækster, ligeledes med barkløse plamager omkring sig.
Dette er det sidste jeg husker før alting sortner. Min hukommelse af turen hjem er kun glimtvis.
Jeg løber hurtigt gennem tæt granskov. Jeg husker hvordan jeg i en lysere del af skoven falder over en gren og er lige ved at slå hovedet ned i en stor sten. Da jeg rejser mig og ser på stenen, kun få centimeter fra hvor jeg landede, ser jeg at der på den vandre en cirkelformation af myrer, alle sammen mod urets retning.
Jeg husker, hvordan jeg finder ud af granskoven og må gå i lang tid langs skovens kant før jeg finder min cykel. Solen er først lige ved at gå ned da jeg når til de brede skovstier igen, og jeg når hjem til min mormor, mens hun stadig er ved at lave aftensmad.

Vi talte ikke meget under aftensmaden. Jeg ved ikke om hun kunne se på mig, at jeg var skræmt eller om jeg bare så træt ud, men hun spurgte aldrig til hvor jeg havde været og jeg følte ingen trang til at fortælle om oplevelsen.
Senere er jeg kommet meget i tvivl om sandheden af hvad jeg så ved det store træ. Jeg kan ikke forklare det, og det føles mest af alt som en ond drøm. Men jeg er sikker på to ting.
Den første ting er: Jeg kan ikke lide naturen. Parker, haver, strande måske, men ikke naturen i sin rene, kaotiske form, som den slår sine rødder dybt i det sorte sønderjyske muld.
Den anden ting er: Naturen kan heller ikke lide os.
Med hensyn til de cirkulerende myrer jeg så, har jeg siden læst om fænomenet. Myrer følger duftspor, som de selv skaber. Sker det at et sådant spor krydser sig selv, kan en flok myrer blive narret til at vandre i ring i dagevis. Dette sker oftest på glatte overflader, og den enkelte myre er angiveligt hele tiden overbevist om at den er på sporet af mad. En sådan cirkel kan blive ved indtil flere af myrerne segner af sult og udmattelse og stadig have myrer til at vandre rundt i cirklen, forbi deres døde artsfæller, igen og igen og igen.
Ofte drømmer jeg at jeg stadig er ude i den skov; at jeg aldrig er sluppet ud af den, men bare går i ring i mit eget spor.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

PURE FUCKING ESCAPISM (novel under (de)construction)

KRIEG 23