Bumlekongen Storegub

Han sidder fast. Magsommeligt på sin kolomægtige tronstol. Et højsæde så vældigt at selv den mest langbenede stankelkrop ikke kan bruge den som triptrappetrin. Du vil umuligt kunne nå op og påsidde Gubbens højsæde med din bagbøjning. Hvor meget du end hopper og med armene vifter, når du intet platformat fra tronens fodstilling. Sad du der så ville spidserne af dine storetæer, eller hvilken tå der på din fod længst kan nå, ingen fastgrund under fladsålerne få. Kun afgrund og luftrum. Hælekuglerne mod mesterstolens sæde kan du flagrende slå. Siddesædet er bredt som tolv fodboldmarker og fyldes kun a ballefedt fra Bumlekongens rumperøv. Tronen er gjort af jernbelagte hovedskaller fra de største af vore fjender. Tronen er gjort af beton og batterier. Af stål og kanoner. Bumlekongen Storegubs arme hviler spredt på dens plysbelagte armestolelæn. I skødet har han en sprængfarlig pakke og i hånden en rumsterstang så kradsbørstig at at hele hoffet og enhver borger med hovedkuglen på kroppetoppen frygter dens mindste trampetap i gulvskorpen. Selv storbygternes susende kolosser af stål og knust glas er ikke at sammenligne med denne stikkejavert, som skraper skyerne tyndere end en udhungret gadekøter. Han er vor bulmekonge i al sin stormægtighed. For ham må hver brægende ombudsmand lægge sig fladere på maven end en standvasker i et røgfyldt lokale. Således ligger vi gerne i et tæppe ved tronens fod, når vi ikke bringer blingeling og dyrelir til Gubbens mægtige legeme. Med ham er vi skærmet mod fjendes skarpe tand. Dens glubende sult efter dyrtkøbte friheder.